Udgangspunktet
Først måtte jeg forstå, hvad der gjorde hverdagen svær
Borgeren havde gennem længere tid modtaget forskellige former for støtte, men oplevede fortsat begrænsninger i hverdagen. Tilbagevendende angstanfald gjorde det vanskeligt at deltage i aktiviteter uden for hjemmet, også aktiviteter borgeren gerne ville være med til.
Tidligere undersøgelser havde peget på forskellige diagnoser og problemstillinger, men der manglede fortsat en konkret forståelse af, hvad der gjorde hverdagen vanskelig, og hvilke strategier der kunne hjælpe i praksis.
Tidligere oplevelser med hjælpesystemet havde påvirket tilliden til nye støttepersoner. Derfor var det vigtigt at skabe forudsigelighed og en tryg relation, før vi stillede nye krav eller satte mange tiltag i gang.
Tryghed før tempo
Relationen blev arbejdsgrundlaget
I begyndelsen brugte jeg tid på at lære borgeren at kende, finde interesser og skabe et fælles udgangspunkt for samtalerne. Det gav plads til kontakt uden, at hvert møde blev endnu en situation med nye forventninger.
Min opgave var først at forstå borgerens oplevelse og hverdag. Derefter kunne vi sammen undersøge, hvad der kunne gøre konkrete situationer mere håndterbare.
Observation og arbejdshypotese
Vi undersøgte mønstre omkring belastning
Gennem samtaler og observationer lagde jeg mærke til, at høje lyde, mange visuelle indtryk og afbrydelser kunne gøre aktiviteter sværere. Jeg så også, at det kunne være krævende at fastholde opmærksomheden, holde flere informationer i arbejdshukommelsen og planlægge opgaver.
En almindelig opgave i hjemmet kunne tage lang tid: borgeren begyndte på én ting, blev afledt og havde svært ved at vende tilbage. Det gav mig en arbejdshypotese om, at sansemæssige, kognitive og følelsesmæssige belastninger kunne hobe sig op og bidrage til angstanfaldene. Det var en hypotese, vi løbende undersøgte – ikke en fastslået forklaring eller ny diagnose.
Strategier i hverdagen
Små ændringer skulle være til at bruge
Vi arbejdede med at lægge mærke til tidlige tegn på overbelastning og tage pauser, før det blev for meget. Borgeren afprøvede blandt andet høreværn i støjende omgivelser, mere ro omkring aktiviteter og at undgå krævende opgaver, når der allerede var mange forstyrrende indtryk.
For opgaver, der var svære at planlægge og komme i gang med, udviklede vi en enkel strukturskabelon. Opgaven blev delt op i små trin, så borgeren kunne koncentrere sig om næste handling frem for at holde hele forløbet i hovedet på én gang.
Støtte som stillads
Målet var, at borgeren selv kunne bruge strategierne
I begyndelsen havde vi kontakt flere gange om ugen. Den tættere støtte gav os mulighed for sammen at udvikle og afprøve strategierne i hverdagen. Efterhånden som borgeren lærte at bruge skabelonen selv, kunne støtten gradvist fylde mindre.
Efter cirka to måneder kunne borgeren selvstændigt bruge strukturskabelonen og gennemføre opgaver, der tidligere havde været belastende. Borgeren beskrev større tro på egne evner og mere motivation til at tage fat på andre hverdagsopgaver.
Erfaringer fra dette forløb
Fra at reagere på angst til også at forebygge belastning
I dette forløb oplevede vi færre angstanfald. Borgeren blev bedre til at genkende situationer, hvor belastningen voksede, og kunne i højere grad tage forholdsregler. Borgeren beskrev mindre angst, bedre trivsel og større oplevelse af selv at kunne påvirke situationen.
Det er erfaringer fra ét individuelt forløb, ikke et løfte om et bestemt resultat for andre. For mig understreger det værdien af at forstå den enkeltes barrierer og tage udgangspunkt i borgerens egne mål, før støtten tilrettelægges.